Untitled


Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

48 

På tanken: Kultur som poetik 

 

Søren Frimann & Christian Jantzen 
 
 
Abstract: I artiklen analyserer vi en eksemplarisk case for at belyse generelle forhold ved 
hverdagslige interaktioner. I vort tilfælde drejer det sig om de læringsmæssige effekter, som 
afvigelsen fra et opøvet interaktionsmønster skaber. Det forhold, at afvigelsen kan danne 
grundlag for nye måder at ’gøre’ interaktionen på – det er ’kultur’. Kultur er noget, der 
’hænder’ på grund af faktiske interaktioner i konkrete situationer. Vi illustrerer dette 
kulturbegreb ved at analysere en kort interaktion, som udspandt sig på en tankstation nogle år 
tilbage. Vi vil prøve at vise, hvordan den ene deltagers (nemlig kundens) forventninger er 
rodfæstet i tidligere erfaringer, hvordan interaktionens forløb skuffede disse forventninger, 
hvorledes dette bevirkede, at situationen måtte omdefineres, hvorledes dette påvirkede 
deltagerens selvbillede og hvad det kan betyde for deltagerens fremtidige bidrag til lignende 
interaktioner i form af justerede erfaringer. I situationen skete der nærmest intet, men alligevel 
hændte der tilstrækkeligt til, at også denne interaktion – uventet og utilsigtet – førte til 
’kulturarbejde’. Kultur er nemlig noget, ’der gøres’: dette ’noget’ er pragmatisk – og som sådan 
poetisk og performativt. 
 
Key words: Kultur, poetik, performativitet, interaktionsanalyse, kulturanalyse. 
 
Please cite this article as: Frimann, S. & Jantzen, C. (2010). På tanken: Kultur som poetik. 
Qualitative Studies, 1(1): 48-74. 
 
”Hvad kan jeg gøre for Dem?” 

Hvordan kan det være, at vi til tider taler forbi hinanden, selvom vi deler mange fælles 
erfaringer, og endda på trods af, at vi muligvis har kendt hinanden i lang tid? Og hvordan kan 
det omvendt være, at jeg kan gøre mig forståelig for dig og også er i stand til at forstå dine 
bevæggrunde og hensigter, selvom vi netop ikke kan observere hinandens individuelle motiver 
og erfaringer? To simple spørgsmål, som ikke desto mindre peger ind mod de to parallelle 
’universer’, som vi som socialt situerede individer lever i og med, så snart vi interagerer med 
hinanden. Vi handler på den ene side ud fra et mentalt univers, begrundet i egne erfaringer, 
som er unikke for hvert individ, men er usynlige for andre. Det er derfor, vi så ofte misforstår 
hinanden. På den anden side handler vi i forhold til et socialt univers, hvor meningen med 
tingene og situationen er kommunikeret og kommunikerbar: hvor vi altså kan deltage i og – 
langt hen ad vejen – deles om en konventionel og fælles forståelse. 
 
Det spændende ved menneskelig handlen er helt elementært, at disse to universer hænger 
sammen, så snart vi interagerer med verdenen. Sammenhængen findes i hverdagslivet og leves 
mere eller mindre gnidningsløst ud der. Den findes imidlertid i langt mindre grad i de 
videnskaber, som har sat sig til opgave at undersøge forudsætninger og konsekvenserne af 
menneskelig handling. Sociologien har i løbet af det sidste århundrede udforsket de 
gruppemæssige og socialisationsbetingede mønstre for kollektiv adfærd. Psykologien – og ikke 
mindst kognitionsvidenskaben – har i samme tidsrum blotlagt de individuelle strukturer for 
blandt andet erindring og viden. Transaktionerne mellem disse to universer er imidlertid i 
stigende grad gledet ud af billedet og erstattet af en ufrugtbar dualisme. Sociologien har – groft 
sagt – udviklet sig i anti-mentalistisk retning, hvorimod psykologien er blevet domineret af en 
situationsuafhængig betragtningsmåde. 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

49 

 
Det er dog netop disse transaktioner, som er retningsgivende for menneskelig handling (det 
mentale univers) og samtidig gør disse handlinger meningsfulde (det sociale univers). I det 
følgende vil der derfor blive sat fokus på præcis disse transaktioner. Vi vil argumentere for, at 
’kultur’ er den praksis, som oversætter mellem hverdagens sociale situationer og private 
erfaringer. Kultur vedrører spørgsmålet om, hvordan oplevelser i konkrete interaktioner kan 
foranledige til dannelsen eller opdyrkningen (latin: cultus) af nye erfaringer, som så atter er 
grundlag for fremtidige handlinger. Argumentationen bygger på en tese om, at denne 
kulturelle praksis er poetisk, og at denne praksis er et hverdagsfænomen. Den finder sted, når 
eller så snart en af interaktionens deltagere begynder at hæfte sig ved interaktionens form (dens 
”hvorledes”) frem for ved dens indhold eller tematik (interaktionens ”hvad, hvem og hvorfor”).  
 
Hverdagen er kendetegnet ved, at der hænder en masse, uden at der egentlig sker en del. Vi 
interagerer mere eller mindre ubesværet med andre mennesker og med genstandsverdenen, og 
derfor kan vi ved dagens afslutning ofte kun sporadisk rekonstruere nogle få interaktioners 
omtrentlige forløb. Men det hænder, at en interaktion fæstner sig et sted i hukommelsen, så vi 
husker den detaljeret og sansemættet, også selvom egentlig intet skete. Her er et eksempel på en 
sådan interaktion, som fandt sted på en tilfældig benzintank en hverdagsaften i 2001. Det er 
denne i og for sig banale hændelse som i det følgende vil være vores case1i 
 

Ekspedient:   Goddag Hr. Hvad kan jeg gøre for Dem? 
Kunde: Jeg har tanket benzin på stander 5 
Ekspedient: Det bliver 354,75. Ellers andet? 
 (…udeladelse...) 
Ekspedient:  De må fortsat have en god dag, Hr. 
Kunde: Tak 
 
Intet skete, udover at ekspedienten fik sine penge og kunden sin benzin. Men alligevel hændte 
der noget ’mere’, der fik kunden til at huske interaktionen som en dårlig oplevelse, fordi han 
ikke tacklede situationen helt tilfredsstillende. Han kom i vildrede med hensyn til, hvordan han 
skulle matche ekspedientens høflighed. I vores optik behandler kulturanalyse denne slags 
banale og alligevel unikke interaktioner i bestemte situationer, hvor der hænder en del uden, at 
noget afgørende er på spil. ’Situation’ og ’interaktion’ er således kernebegreber i vores 
analytiske praksis.  
 
En situation er et stedsbundet hændelsesforløb med en start og en slutning, der er struktureret 
ud fra et overordnet tema. Enhver situation er steds- og tidsbundet, hvilket betyder, at den er 
konkret. Situationens tematik udtrykker dog, at hændelserne handler om noget mere alment, 
hvad enten det fx er at hænge ud eller forrette et ærinde, nå et mål eller score en gevinst. Der 
findes altså en lang række situationstyper, hver især kendetegnet ved en egen tematik. 
Tematikken er definerende for typen. Den konkrete situation er derimod en specifik udfyldning 
af tematikken. Ingen konkret situation er fuldstændig identisk med andre – tidligere eller 
senere – situationer, men den ligner mange andre situationer. Indkøbet i supermarkedet i dag 
ligner indkøbet andre dage og i andre supermarkeder og endda i betydelig grad indkøb i 
almindelighed. Fordi den konkrete situation svarer til den almene (eller mere abstrakte) 
situationstype, kan indkøbet som regel ske ubesværet.  
 
Individet agerer i situationen, på situationen og i forhold til andre deltagere (genstande og 
mennesker), der ligeledes agerer og reagerer i og på situationen. En interaktion er den 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

50 

udveksling, der opstår mellem mennesker og mellem mennesker og genstande i den konkrete 
situation. Interaktionen er det faktiske forløb, som de situerede deltagere realiserer, mens de 
handler situationsspecifik. Enhver situation åbner for mange mulige forløb. Den faktiske 
interaktion er dermed en konkret udmøntning af dette potentiale, hvilket specificerer den 
konkrete situations egenart: lige nu er vi i denne steds- og tidsbundne situation, som godt nok 
ligner mange andre situationer, men i grunden er unik.  
 
Da den faktiske interaktion er en udveksling, danner den et mønster, som fastlægger de 
deltagendes position og roller i forhold til hinanden. Dette mønster er en relation. I tråd med 
Simmel (1998) må interaktioner derfor ikke kun betegnes som sociale, men som selve 
grundlaget for samfundsmæssighed. Samfundet vokser frem af vekselvirkningerne på 
aktørernes mikroniveau, og samfundets institutioner (skoler, politi, politik og meget mere) er 
formaliseringer og generaliseringer af de relationer, som er blevet dannet på mikroniveau (jf. 
Berger og Luckmann, 1966). Et særligt træk ved Simmels sociologi er desuden, at han 
insisterede på, at individer interagerer med hinanden ud fra individuelle erfaringer og 
tilbøjeligheder og med henblik på at nå både private og fælles mål. Simmels sociologi er således 
mentalistisk, og han udviklede denne teori i undersøgelsen af hverdagens banaliteter: af hilsner, 
dørhåndtag, flirt etc. Den er ydermere en formal sociologi. Den er optaget af, hvorledes sociale 
situationer konstitueres, forløber og afvikles. Den undersøger derfor de alt andet end banale 
regler, som får hverdagens trivialiteter til at hænde: fx den viden eller de færdigheder, vi bruger 
for at kunne gebærde os på tankstationen.  
 
Hensigten med denne slags undersøgelser er ikke at få en mere fuldstændig viden om 
tankstationen (situationens ”hvad”), men om hvorledes interaktionens mønster og regler er 
definerende for både individet (selvforståelse, identitet) og samværet eller endog samfundet 
(relationen, institutionen). Denne form for mentalistisk og formal mikrosociologi er derfor 
optaget af spørgsmålet om, hvordan hverdagslivet overhovedet er muligt. Vi abonnerer på 
denne tradition, især i den udformning den har fået hos Garfinkel (1967), der undersøger den til 
dels kognitivt baserede metodologi, som almindelige folk anvender for at skabe sammenhæng i 
hverdagen (deraf navnet ”etnometodologi”), og – ikke mindst - hos Goffman (1959, 1967, 1995), 
som analyserer de hverdagsstrategier, der bruges for at præsentere sig selv og for at opretholde 
ansigt-til-ansigt interaktioner. Disse teorier går imod den sociologiske hovedstrøm, fordi de 
adresserer, at mentale processer i form af ”sense making” er forudsætningen for aktørers 
deltagelse i sociale situationer (jf. fx Heritage, 1984, p. 37ff; van Dijk, 2009, p. 100ff.). Senere 
bidrag til den formale sociologi har derimod tenderet mod at fokusere enten på interaktionens 
sproglige, men ”kontekstløse” regeldannelse – fx Schegloffs konversationsanalyse (1991) – eller 
dens indlejring i samfundsmæssige diskurser (fx Fairclough, 1995).  
 
I lighed med vores inspirationskilder analyserer vi en eksemplarisk case for at belyse generelle 
forhold ved hverdagslige interaktioner. I vort tilfælde drejer det sig om de læringsmæssige 
effekter, som afvigelsen fra et opøvet interaktionsmønster skaber. Det forhold, at afvigelsen kan 
danne grundlag for nye måder at ’gøre’ interaktionen på – det er ’kultur’. Kultur er noget, der 
’hænder’ på grund af faktiske interaktioner i konkrete situationer. Vi vil i det følgende forsøge 
at illustrere dette kulturbegreb ved at analysere den korte interaktion, som udspandt sig på 
tankstationen nogle år tilbage. Vi vil prøve at vise, hvordan den ene deltagers (nemlig kundens) 
forventninger er rodfæstet i tidligere erfaringer, hvordan interaktionens forløb skuffede disse 
forventninger, hvorledes dette bevirkede, at situationen måtte omdefineres, hvorledes dette 
påvirkede deltagerens selvbillede og hvad det kan betyde for deltagerens fremtidige bidrag til 
lignende interaktioner i form af justerede erfaringer. Som det fremgår af ordvekslingen, så skete 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

51 

der nærmest intet, men alligevel hændte der tilstrækkeligt til, at også denne interaktion – 
uventet og utilsigtet – førte til ’kulturarbejde’. Kultur er nemlig noget, ’der gøres’: dette ’noget’ 
er pragmatisk – og som sådan poetisk og performativt. 
 
Det pragmatiske kulturbegreb 
Den centrale antagelse for et pragmatisk kulturbegreb er, at kultur ikke er noget tillært, 
overleveret eller institutionaliseret. Kultur er ikke, som det ellers antages i den antropologiske 
tradition, noget individer vanemæssigt ’er’ del af (fx Tyler, 1873; Williams, 1958). Kultur er ej 
heller en kanon af særligt værdifulde artefakter, som individer ’har’ eller socialt og 
statusmæssigt set kan have adgang til, hvilket er grundtanken i det æstetiske kulturbegreb (jf. 
Jensen, 1989). Kultur er derimod den proces, hvor mennesker lærer noget ved at handle i 
situationer, og derfor har med sig som erfaring eller vane næste gang, de skal handle i en 
lignende situation. Kultur er noget, ’der gøres’: den indsigt, der opstår, eller den lektie, der 
læres, mens og idet man handler. I det pragmatiske begreb er kultur en erkendelsesproces i 
forhold til faktiske erfaringer med sociale situationer. Processen beror på menneskets evne og 
vilje til at tage stilling til verden (Jantzen, 2005, p. 98). Denne proces udvikler eller forandrer, 
hvad vi efterfølgende vil og skal kunne eller bør og kan ville. Vi får præciseret vores 
forventninger til situationen, tunet vores færdigheder i interaktionen, nuanceret vores 
emotionelle parathed, redefineret vores position i relationer eller vores selvforståelse (identitet). 
Kultur er således de færdigheder, hensigter, idealer, ønsker og længsler, vi opdyrker (latin: 
cultivare) som konsekvens af situerede handlinger, hvilket forbereder os på kommende 
handlinger.  
 
Kultur lærer at indstille os på fremtiden ved at bearbejde fortidens hændelser. Når vi netop kan 
forholde os ubesværet i mange situationer, skyldes dette, at fortolkningen med tiden og ved 
trial and error – altså ved aktiv deltagelse i mangfoldige interaktioner – er blevet indarbejdet som 
en kropslig rutine og mental disposition – som fx habitus (Bourdieu, 1990). Kultur gør det 
muligt at erkende de forventningsbrud, som den konkrete situation måtte byde på, bearbejde 
disse oplevelser refleksivt (som ny fortolkning) og derved omdanne dem til nye forholdsregler, 
der med tiden kan blive et selvfølgeligt erfarings- og motivationsgrundlag for handlen (jf. 
Jantzen og Vetner, 2007b). Kultur ’gøres’, fordi forventninger de-automatiseres: kompetencer og 
intentioner, begrundet i eksisterende erfaringer (’det gjorte’), udfordres. Denne ’gøren’ er ny 
erkendelse, som sker med henblik på erfaringsdannelse. Hvis denne proces ’lykkes’, vil de 
nyerhvervede kompetencer og intentioner hen ad vejen automatiseres som et nyt selvfølgeligt 
erfaringsgrundlag. 
 
Vi vil i det efterfølgende vise, hvorledes kultur som forandrings- og tilpasningspraksis svarer til 
det poetiske sprogs virkemidler. Sprogets poetiske funktion opstår ifølge traditionen fra den 
russiske formalisme i en dynamisk vekselvirkning mellem de-automatisering og dannelsen af 
nye konventioner (Sklovskij, 1969). Denne funktion er kendetegnet ved, at opmærksomheden 
vendes fra budskabets reference til den ydre verden eller fra henvisningen til afsenderens 
intentioner eller modtagerens reaktioner ind mod tekstens egen formmæssige karakteristika 
(Jakobson, 1960). Det er tekstens ’tekstlighed’, der kommer i fokus, ikke dens indhold eller 
umiddelbare hensigt. Konsekvensen af en sådan poetisk refokusering er, at situationen må 
omdefineres. Den handler fx ikke længere blot om et simpelt bytteforhold på en tankstation, der 
understøttes af en verbal udveksling, men også – og især – om hvad og hvorledes, noget kan, 
bør eller må siges i denne udveksling. Det handler altså om ’teksten’ frem for 
pengetransaktionen. Derved sættes den gamle kontekst for interaktionen på spil og bringes en 
ny på banen. 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

52 

 
Denne refokusering er performativ. Interaktionens vante gang bliver afsporet, idet udsigelsens 
stil – ordvalget, intonationen, metrikken etc. – kommer i centrum. Det ’gør’ noget ved 
deltagerne. Spørgsmål, som normalt ikke bør stilles, hvis interaktionen ellers skal forløbe 
rutinemæssigt, trænger sig på: ”Hvad sker der i grunden her?”, ”Hvem er ’jeg’ i dette spil?” 
eller ”Hvad vil hun/han ’mig’?”. Performativitet er netop kendetegnet ved denne form for 
refleksivitet, der drager den oprindelige fortolkningsramme i tvivl (Bauman og Briggs, 1990, p. 
73). Lige som interaktionen poetisk peger tilbage mod ’tekstligheden’, så peger situationen 
performativt tilbage mod deltagerne: mod deres erfaringer, intentioner og motiver. 
Handlingens sociale og mentale univers de-automatiseres, så de skal fortolkes anderledes, end 
deltagerne havde regnet med eller er vant til.  
 
Det er her kultur kommer ind i billedet. Kultur er mellemleddet mellem gamle vaner og nye 
erfaringer: altså erfaringsbaseret læring, idet nye erkendelser sker på baggrund af etablerede 
vaner og refleksivt foranlediger nye vaner (Dewey, 1922; jf. også Brinkmann, 2008). Da kultur 
udspringer af faktiske interaktioner, må denne læring samtidig siges at være situeret (Lave og 
Wenger, 2003). Det er oplevelser med relationer i konkrete situationer, der er kulturskabende, 
og altså kan forandre deltagerens selvforståelse og udvide aktørens kompetencer. Dermed kan 
kultur som læringsform fremdeles relateres til kognitiv udvikling, som beskrevet af Vygotsky 
(1978). Idet kultur internaliserer interpersonelle oplevelser, udvikles individet og tilpasses de 
ændrede historiske og sociale omgivelser. 
 
En vigtig teoretisk implikation af vores kulturbegreb er, at vi forstår interaktioner som styret af 
to principper. Et økonomiprincip tilsiger deltagere at få det meste ud af situationen med færrest 
mulige anstrengelser. Interaktionen skal derfor være så ubesværet som muligt, og det fremmes 
ved, at deltagerne kan trække på tidligere erfaringer: på etablerede kompetencer, på forståelser 
af situationen i form af fx scripts (Schank og Abelson, 1977) og mentale modeller (van Dijk, 
1985) samt på selvbiografisk erindring af specifikke episoder. En del af kulturanalysen består 
derfor i at afdække dette økonomiserende kognitive grundlag. Det er rutiner. 
 
Et andet princip, som man kunne kalde et prægnansprincip, tilsiger deltagere at erhverve størst 
mulig personlig relevans i relationen med færrest mulige omkostninger. Interaktionen skal 
derfor give den enkelte deltager mulighed for at pointere sit eget bidrag så optimalt som 
muligt. Det drejer sig om at skabe det rette indtryk på de andre for enten at undgå konflikt eller 
at opnå størst mulig gyldighed: altså ”impression management” (Goffman, 1959). En anden del 
af kulturanalysen drejer sig derfor om at vise disse positioneringsmekanismer. 
 
Disse to principper er, som vores analyse vil vise, langt fra altid kongruente. Mange faktiske 
interaktioner vil derfor være præget af, at disse to principper handles af mod hinanden, så den 
situationelle gevinst sker med mindst mulig relationelt tab (og omvendt). Deltagere i 
interaktionen vil således typisk teste hinanden for at undersøge, hvilke gevinster er mulige og 
hvilke tab, der kan befrygtes. Det forhold, at interaktioners forløb som regel tillader en vis 
improvisation inden for de situationelle og relationelle rammer, fremmer denne testning og 
bevirker, at erfaring bliver til ved hypotesedannelse, -testning og -justering – altså netop trial 
and error. 
 
I den analytiske udmøntning af vores pragmatiske kulturbegreb vægter vi de kompetencer og 
intentioner, som er på spil i situerede interaktioner. Disse analyseres tekstlingvistisk. I 
forlængelse af den strukturelle lingvistik undersøges interaktioner og konkrete situationer som 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

53 

en realisering af de paradigmatiske og syntagmatiske muligheder, som er indeholdt i et abstrakt 
sprogsystem (Jakobson, 1956; Saussure, 1985). Et paradigme angiver lighedstræk mellem 
forskellige betydningselementer, hvorimod et syntagme angiver reglerne for sammenkædning 
af elementer fra forskellige paradigmer. Betydning dannes således ved at selektere et element 
fra et paradigme og kombinere dette element med valg fra andre paradigmer. Denne 
kombination er et syntagme. De paradigmatiske selektioner og syntagmatiske kombinationer 
hviler på koder: dvs. konventionelt definerede regelsæt for hvordan betydningselementer 
syntaktisk, semantisk og pragmatisk er relateret til hinanden (jf. Morris, 1938). Vi trækker på 
Hymes (1974) med henblik på at analysere evnen til at forholde sig refleksivt og kommunikativt 
kompetent til interaktionens kode og på den kognitive semantik for at undersøge det 
kodekendskab, som situationsfornemmelse kræver (fx Schank og Abelson, 1977; Johnson-Laird, 
1983; van Dijk, 1985). Diskurspsykologien bruges til at analysere den subjektivitet, som 
situationsbestemte valg og fravalg positionerer (Harré og van Langenhove, 1999).  
 
Situation og kompetence 

At gebærde sig ubesværet på tankstationen forudsætter, at man er kompetent til at begå sig i 
situationen. Man bør have kendskab til, hvad hensigten med tankstationer er, hvad man kan 
forvente af tjenester sådan et sted, hvilken form for transaktion og hvilken slags varer, stationen 
tilbyder, og hvad der til gengæld forventes af ens eget bidrag. Alt dette er forudsat, og da de 
fleste af os har en ’miniteori’ om tankstationerne og deres samfundsmæssige betydning, volder 
situationen sjældent større besvær. Pointen er, at denne ’miniteori’ er nødvendig for at være 
kompetent, samt at den beror på en kognitiv model, som bygger på erfaringsdannelse som følge 
af en lang række forudgående interaktioner i lignende situationer. Det er erfaringer, gjort for 
egen regning, som synes fælles, men er private: netop vores egne, unikke mentale forestilling, 
lagret i vores egen selvbiografiske hukommelse som viden om den socialt almenkendte kategori 
’tankstation’. Denne viden er en mental model, som er en subjektiv repræsentation af en 
begivenhed eller situation i den autobiografiske hukommelse (Johnson-Laird, 1983; van Dijk, 
1985), eller et script, som er en kognitiv drejebog for, hvordan situationer typisk forløber 
(Schank og Abelson, 1977). 
 
Vores kognitive situationsmodel informerer os om tankstationens hvad (benzin og 
dagligdagsvarer, evt. bespisning) og hvorfor (transport, køb og salg mm.). Modellen er på det 
punkt en mini-samfundsteori, der giver os nogle rimeligt sikre antagelser om, hvad der vi kan 
forvente os og hvad vores rolle forventes at være. Men den informerer os også om 
interaktionens hvordan, og rummer som sådan en mini-kommunikationsteori med antagelser 
om, hvad vi bør eller kan gøre i forhold til de andre kunder og ekspedienten (altså i forhold til 
relationen) og i hvilken rækkefølge, vi bør eller kan gøre hvad (altså i forhold til situationen) (jf. 
Hymes, 1974).  
  
Den kognitive model er som sådan en abstraktion, som dannes ud fra erfaringer med konkrete 
situationer. Den viser de generelle træk, som definerer det prototypiske ved denne art 
situationer. Denne abstraktion kalder vi i det efterfølgende situationstype (Frimann, 2004, p. 35; 
Halliday og Matthiesen, 1999). Situationstypen ’tankstation’ giver os en rimelig sikker 
fornemmelse for, hvordan vi bør agere for at virke kompetent. Kompetence er ikke mindst et 
spørgsmål om at kunne vælge uhensigtsmæssige handlinger fra. Selv om vi som kompetente 
sprogbrugere kan generere en uendelig mængde grammatisk og semantisk korrekte sætninger 
(Chomsky, 1966), så ved vi af erfaring, at vores valgmuligheder på tanken faktisk er begrænset. 
Det kan vises i følgende eksempel viser, hvor de valg, der ikke er mulige, hvis vi skal 
forekomme kompetente, er markeret med *. 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

54 

 
Ekspedient: Hvad skulle det være? 
Kunde: 
A: * Jeg vil gerne høre din mening om statsministeren. 
B: * Jeg vil gerne købe benzin til 50 øre literen. 
C: * Vil du med ud at spise i aften? 
D: Jeg har tanket benzin på stander 3 og så vil jeg gerne have 20 Prince. 
 
Ytring A, B eller C viser et misforhold mellem ekspedientens og kundens definition af 
situationen. Der er ikke længere tale om ekspedition, men om fx kurmageri (ytring C), en 
østerlandsk basar (ytring B) eller en art opinionsundersøgelse (ytring A). For at interaktionen 
kan forløbe gnidningsfrit og næsten automatisk, skal deltagerne således være enige om, hvilken 
situationstype de deltager i, og de skal vide, hvad dette kræver af bidrag (roller, ytringer) fra 
deres side. Hvis en af deltagerne bryder forventningerne, må de andre overveje, enten om deres 
egen situationsfornemmelse svigtede (fx at der godt må scores, mens der tankes op) eller hvor 
vidt regelbryderen er social eller psykisk tilregnelig (kompetence) eller kommunikativt oprigtig 
(jf. Grice, 1975).  
 
Der er altså grænser for de ytringer, som ekspedient og kunde frit kan frembringe inden for 
situationens rammer. Disse begrænsninger skyldes også forventningerne til de relationelle 
roller i ekspeditionssituationen: dvs. i forhold til hvordan ekspedienten og kunden kan optræde 
overfor hinanden. Det kan illustreres med et eksempel, hvor kunden starter interaktionen.  
 
Kunde:  
A: *Hvad kan jeg hjælpe dig med?  
B:  Har I citronmåner? 
 
Ekspedient: 
B: Ja, de er på tredje hylde på reolen til venstre for køleskabet. 
 
I A overtager kunden ekspedientens rolle ved at gøre et udspil om salgsindgåelse, mens 
kunden i eksempel B fremsætter en salgsforespørgsel. A er derfor ret beset umulig i situationen. 
Disse eksempler illustrerer en generel pointe for interaktion i almindelighed. Situationstypen 
præformaterer deltagernes handlinger. Der er grænser for, hvad man kan tale om og hvilke 
taleroller man kan indtage, hvis ytringerne skal være meningsfulde i situationen. For det tredje 
indeholder situationstypen retningslinjer for interaktionernes faktiske forløb, således at der kun 
findes et begrænset antal adækvate valgmuligheder på bestemte steder i sekvensen. Det kan 
illustreres med følgende varianter på det oprindelige eksempel. 
 
Ekspedient: Det bliver 354,75. Ellers andet? 
Kunde: Nej, tak. Værsgo’ her er 354,75. 
Ekspedient: Tak.  
A: *Er De sikker på, at De har husket det hele? 
B: * Hvad skulle der være? 
C: Har De forresten set at der er tilbud på bilvask til halv pris i dag? 
D: Farvel og ha´ en god dag. 
 
Varianterne viser, at deltagernes bidrag ikke kan fremsættes vilkårligt i interaktionen, da det 
ellers ville pege tilbage på en af deltagernes (her: ekspedientens) manglende kompetence til at 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

55 

håndtere situationstypen. Situationens mulighedsfelt er for ekspedientens vedkommende 
indsnævret efter påbegyndelsen af betalingssekvensen: faktisk kan ekspedienten kun indlede 
en afskedssekvens (ytring D) eller henlede kundens opmærksomhed på tilbud, som kunden 
måtte have overset, hvilket potentielt indleder en ny ekspedition (ytring C). I disse sekvenser er 
kundens frihed langt større, da han uden videre kan påbegynde yderligere 
ekspeditionssekvenser, fx.: 
  
”Jeg glemte for resten, at jeg også skulle have en pose kaffe”.  
 
Indtil nu har vi undersøgt aspekter af den minikommunikationsteori, som deltagerne bruger i 
deres interaktion på tanken. Med en sådan miniteori in mente har deltagerne hver for sig dannet 
hypoteser om hvilken situation, de befinder sig i, og hvad der følgelig er påkrævet af dem. Det 
er vores påstand, at alle interaktioner beror på denne slags implicitte hypoteser, og endvidere at 
enhver interaktion må siges at være aktivt hypotesetestende. De andre deltageres kompetente 
handlinger i interaktionen – fx deres modtræk, deres turtagning i interaktionen og deres 
anerkendelse af vores indspil – bekræfter vores hypotese, så situationen faktisk kan verificeres. 
I denne proces skabes der samklang mellem de deltagende, idet de afstemmer deres handlinger 
i forhold til hinanden. Det er på den måde, ’fælleshed’ tilvejebringes.  
 
Men ’fælleshed’ er ikke altid interaktionens konsekvens. Ofte sker det, at kravene til adfærden 
ikke opfyldes eller at adfærden er tvetydig eller vanskelig at tolke. Så må enten hypotesen eller 
selve miniteoriens grundlag justeres. I det andet tilfælde må vores oprindelige definition af 
situationstypen problematiseres eller forkastes og suppleres eller erstattes af en anden og 
muligvis mere kompleks: som fx når kurmageri (”Vil du med ud at spise i aften”) blandes ind i en 
ellers tilsyneladende banal økonomisk udveksling. I så fald må vi genoverveje, hvad der 
’egentlig’ er på færde – altså hvad situationen i grunden drejer sig om. I det første tilfælde må 
derimod dele af vores hypotese ændres, afvises eller udvides, da vores egen eller modpartens 
viden ikke synes at slå til i forhold til situationstypen. Dette hænder, når der opstår tvivl om en 
af deltagernes kompetencer. Dette rokker ikke som sådan ved den anden parts opfattelse af 
situationstypen, men i høj grad ved opfattelsen af relationen til den ’inkompetente’. Hvis den 
anden part tilsyneladende ikke er fuldt tilregnelig, skal der bruges anden viden (flere 
kompetencer) for at redde situationen. 
 
Det handler om kompetencer. Men hvordan afgøres det, om man er kompetent? Der er ingen 
kodeks, man kan slå op i for at få sin kompetence bedømt. Kompetencer afprøves og udfoldes i 
interaktionen og viser sig i udfaldet. De er hverken overleverede eller fælles forudsatte, men 
tværtimod dannet af de erfaringer, vi hver især har gjort. Kompetence er dermed evnen til at 
anvende (og teste) kognitive modeller på konkrete situationer og afstemme adfærden, således at 
det er muligt at tilpasse både adfærden, situationsfornemmelsen og hypoteserne i forhold til 
interaktionens faktiske forløb. Herved opstår der en form for fælleshed i deltagernes 
handlinger, idet de relaterer sig til hinanden.  
 
Vores handlinger udspringer af en praktisk viden om, hvordan verden er beskaffet, hvordan 
vores egen position i forhold til denne beskaffenhed er, hvordan vi følgelig kan opføre os 
kompetent i forhold til den situation, vi befinder os i, etc. Og omvendt: vores handlinger virker 
tilbage på denne praktiske viden. Idet vi bruger vores kompetencer bliver vi mere kompetente: 
dvs. mere erfarne og vidende om de situationer og relationer, som vi indgår i. Der er således 
tale om en vekselvirkning: handlingerne er begrundet i den abstraktion, som vi har benævnt en 
’kognitiv model’ eller en ’situationstype’, og udbygger eller justerer samtidig denne model. En 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

56 

konsekvens af vekselvirkningen er, at der skabes en relation mellem ’indehavere’ af private 
kognitive modeller.  
 
Situation og kode 

Evnen til at fremstå kompetent afhænger i særdeleshed af situationsfornemmelse: dvs. af evnen 
til at spille en overbevisende rolle i interaktionen. Tankstationen fx skal se kompetent ud i 
mulige kunders øjne. Det skal virke som et typisk sted, hvor man kan få fyldt tanken op. 
Ekspedienten skal ligeledes kunne besvare almindelige henvendelser fra kunderne. Kunden 
skal have en rimelig klar fornemmelse for, hvad det er muligt at bede om, hvis henvendelsen 
skal kunne tages alvorligt. Alt dette kræver kendskab til situationstypen fra de interagerendes 
side. Vi bør derfor se nærmere på, hvordan deltagernes viden om situationstypen er 
organiseret. I tråd med vores tilgang vil vi hævde, at denne organisering er tekstlig. 
Tekstligheden skyldes, at den kognitive model organiserer både semantiske kompetencer i form 
af leksikalsk viden om, hvad der tematisk set passer i situationen, og syntaktiske kompetencer 
som viden om, hvordan interaktionen ret beset bør forløbe.  
  
Situationstypens semantik er i første instans paradigmatisk organiseret ved hjælp af en 
taksonomi af hierarkisk organiseret viden (van Dijk, 1985), som klassificerer de forskellige 
services, varer og/eller hændelser, som er mere eller mindre typiske for situationen. Herved 
fastlægges både pertinente træk og frie elementer ved situationen. For benzintanksituationens 
vedkommende er tilstedeværelsen af benzinprodukter og en række biltilbehør (billygter, 
tændrør, sprinklervæske etc.) pertinente træk. Disse træk udgør et paradigme af obligatoriske 
elementer, der skal være til rådighed – dvs. kunne købes – for, at der er tale om en tankstation. 
De er typificerende for situationen: fordi der kan købes benzin, diesel og andre olieprodukter til 
automobiler, er der tale om en tankstation. Vi har forventninger om, at vi kan købe disse ting 
her, fordi vi tidligere har gjort os erfaringer med lignende steder. Og endvidere forventer vi, at 
vi så også kan købe tændrør og andet tilbehør på stedet – og evt. at der er kyndigt råd om, 
hvordan tændrør skiftes. Forskellen på en benzinstander og en tankstation er netop, at 
assortimentet på det sidstnævnte sted er mere udbygget. Tankstationen er en benzinstander med 
mere.  
  
De typificerende elementer er definerende men ikke udtømmende for situationen. Det er fx 
sandsynligt, at der findes både anlæg til bilvask og kundetoiletter på tankstationer. Hvis denne 
forventning skuffes, så holder stedet dog ikke op med at være en tankstation. Den er blot en 
’dårlig’ repræsentant af typen. Tankstationen er således ikke defineret som et pissoir med mere. 
De sandsynlige elementer er et paradigme af træk, der plejer at være til stede, men ikke behøver 
at være der. De vil (typisk) være der, uden at skulle være der. Dermed er taksonomien langt fra 
fuldstændig. Der er også et paradigme af mulige elementer: af træk, der kan være til stede, 
uden at de altid plejer at være det – fx visse rekreationsformer (spillemaskiner, græsplæne), 
forplejningstilbud (grillbar, automater), dagligvarer (kiosk, minimarked). Tilstedeværelsen af en 
eller flere elementer fra dette paradigme gør stationen til et udbygget eksemplar af typen: stedet 
bliver en tankstation med mere. 
 
En fjerde kategori er de usandsynlige elementer: træk der ikke plejer at være tilstede, men godt 
til en vis grad kan være det, uden at situationen af den grund skal omdefineres grundlæggende 
– fx hvis der tillige sælges istandsatte cykler i butikken. Dette fjerde paradigme er kategorien 
mellem paradigmet af mulige elementer og et femte paradigme af umulige elementer: dvs. træk 
der er udelukket, fordi de er i modstrid med den grundlæggende definition af situationen. 
Denne definition er så i øvrigt betinget af paradigmet af obligatoriske elementer (i dette tilfælde: 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

57 

de varer der skal være tilstede – benzin- og andre autoprodukter) og den metakommunikative 
ramme (jf. Bateson, 1990) omkring interaktionen, der besvarer spørgsmålet: Hvad foregår der 
her? De umulige elementer udelukker således de obligatoriske elementer og er i modstrid med 
den overordnede ramme: køb og salg af varer og ydelser i privat virksomheds regi. Der er fx 
hverken tuskhandel, religiøs forkyndelse eller offentlig forvaltning på tankstationer. 
 
Tankstationens situerede semantik er følgelig en taksonomi bestående af fem kategorier med 
hver sin modalitet. Det kan vises i følgende model: 
 
 

obligatoriske 

elementer 

sandsynlige 

elementer 

mulige 

elementer 

usandsynlige 

elementer 

umulige 

elementer 

 
skal/bør være 

præsent 

 
vil typisk være 

præsent, men skal 
ikke 

 
kan være præsent 

 
vil typisk ikke være 
præsent, men kan 

være det 

 
skal/bør ikke 
være præsent 

 

 
De fem kategoriers modaliteter er for så vidt situationsuafhængige. Alle situationer er 
karakteriseret ved for det første at rumme såvel typificerende som andre elementer, og for det 
andet ved, at forskellen mellem disse elementer på et formelt plan skyldes modalitet. Det er 
derimod kontingent og følgelig situationsafhængig, hvilke indholdselementer, der bliver anset 
for at være obligatoriske for en bestemt situationstype, og hvilke elementer, der er mere eller 
mindre sandsynlige eller mulige. Vores forestillinger om situationen differentierer således 
mellem, hvad vi med sikkerhed forventer at finde i situationen, hvad der er sandsynligt eller 
muligt at finde og hvad der ville være overraskende eller udelukket at møde i situationen. 
 
Det er endvidere foranderligt, hvilke indholdselementer der er obligatoriske, sandsynlige, 
mulige, usandsynlige eller umulige. Når indholdet i situationstypens modaliteter ændres, så 
afstemmer deltagerne deres adfærd i forhold til nye erfaringer og nye kompetencekrav. 
Kodeændringer sker således ikke på et ’makrokulturelt’ niveau (i ’systemet’), men ved en 
kognitiv tilpasning i form af hypotesejustering hos den enkelte deltager. Disse kodeændringer 
og hypotesejusteringer sker uden større besvær, fordi den situerede semantik rummer en 
evolutionær dynamik for realiseringen af potentialer. Udviklingspotentialet er nemlig indeholdt 
i semantikkens mulige og usandsynlige (og til tider endda: hidtil umulige) elementer, der kan 
transformeres til obligatoriske, sandsynlige hhv. mulige elementer. Det er på den måde, 
tankstationssituationen i det forgangne århundrede har udviklet sig. 
 
Semantikken er her blevet analyseret med henblik på den paradigmatiske ordning. Men det er 
klart, at paradigmatikken også på semantikkens niveau understøttes af stedets syntagmatik. 
Syntagmet fastlægger hierarkiet i de forskellige elementers vægt og aftegner dermed det forløb, 
som handlingen med fortrin kan eller bør følge på stedet (jf. Floch, 1990). For tankstationens 
vedkommende lader den visuelle og rumlige placering ingen tvivl om, at benzinstanderne er et 
væsentligt indholdselement. Men i modsætning til tidligere er benzinstanderne i dag 
overdækket og derved forbundet med hovedbygningen, som kunden skal bevæge sig hen til og 
ind i. Standerne er da heller ikke længere tankpasserens arbejdssted, men kundens domæne. 
Tankpasseren befinder sig inden for, og er i øvrigt ikke tankpasser længere, men ekspedient 
med en indsnævret kompetenceprofil.2 ii Inden for: det er også stedet, hvor ikke-
automobilgeneriske produkter sælges både til trafikanter og nabolaget. Disken er således blevet 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

58 

syntagmets andet dominerende element: der hvor regningen for selvbetjeningen (både ved 
standerne og i minimarkedet) betales og hvor kunden kan henvises til stedets evt. 
Nebengeschäfte: bilvaskautomaterne, solariet etc., som også syntagmatisk behandles som 
underordnede elementer. 
 
For at kunne fremstå som en kompetent deltager i interaktionen skal tankstationen agere typisk 
repræsentant for arten ’tankstation’. Kendetegnene for denne art er frembragt af tidligere 
handlinger: af ’det, der er gjort’. Men som vi så, er specificeringen af arten en evolutionær 
proces på grund af det udviklingspotentiale, som er tilstede i artens semantik. Innovationer sker 
med henblik på at udmønte potentialet bedre eller anderledes. De efterfølgende interaktioner 
afgør ved selektion, om og i hvilken grad innovationerne vinder varigt indpas. I så fald er ’det 
overraskende’ blevet ’selvfølgeligt’. Kendetegnene er på den måde dynamiske, og dynamikken 
hviler ikke på en kollektiv aftale, men på hvad enkelte aktører gør i forhold til situationen og af 
hvilken lære, de drager af deres erfaringer. 
 
Der findes altså en semantisk kode, som får sit indhold fra de erfaringer, som aktører hver især 
har gjort sig i konkrete interaktioner. Det er på den måde, hver deltager opbygger sin egen 
situationsfornemmelse. Den enkelte aktørs erfaringer ligner mange andres, derfor vil 
situationsfornemmelsen langt hen ad vejen være afstemt med de øvrige deltagere, hvorved der 
opstår samklang. 
 

Situation og sekvens 
Vi vil nu vende blikket væk fra tankstationens ’deltagelse’ i interaktionen og i stedet se på de 
andre deltageres bidrag for at analysere situationstypens syntaks. Syntaksen er selvfølgelig i 
første instans syntagmatisk kodet, idet den fastlægger det prototypiske forløb af interaktionen. 
Det er fremdeles syntaksen, der fastlægger valgmulighederne på bestemte tidspunkter i 
sekvensen. Derved har den også betydning for de interaktionsroller, deltagerne kan indtage. 
 
Set fra kundens optik afhænger evnen til at gebærde sig kompetent på tankstationen af 
kendskab og kundskab i forhold til det storsyntagme, som besøget på stedet udgør. 
Storsyntagmet består af en række mindre episoder, der i sig selv er sekvenser og altså 
syntagmatisk organiserede: køen foran tanken, selvbetjeningen, indkøbet i minimarkedet, 
betalingen, andre forretninger (strække ben, tisse af), exit etc. Rækkefølgen mellem disse 
sekvenser har drejebogslignende karakter (jf. Schank og Abelson, 1977). Episoderne kommer fra 
to forskellige erfaringsregistre eller paradigmer: den ene er specifik for tankstationer og kan 
kun på en ganske abstrakt måde læres i eller overføres til andre situationer (fx selvbetjeningen 
ved standeren), den anden er gyldig for en hel række lignende købssituationer (fx 
ekspeditionssekvensen). De enkelte episoder er placeret mere eller mindre bundne i forhold til 
storsyntagmet: da der kan tisses af, både før kunden deltager i kødannelsen og efter 
ekspeditionen er afsluttet, er denne episode mindre bundet end exit, der altid afslutter 
sekvensen. Desuden er nogle episoder obligatoriske for storsyntagmet, mens andre er valgfrie. 
Der behøver ikke at være kø, kunden er ikke forpligtet til at købe yderligere varer i 
minimarkedet eller til at tisse af: disse episoder er valgfrie. Omvendt skal der betales, for at der 
kan være tale om et køb, og uanset hvad skal sekvensen slutte: disse episoder er obligatoriske 
for købssituationer. 
 
Besøget på tankstationen har således sin egen syntaks. Det, som gælder for situationen som 
helhed, gælder tillige for de enkelte episoder, der konstituerer den overordnede sekvens. Også 
de er bygget op af bundne og ubundne komponenter og af obligatoriske og valgfrie elementer. 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

59 

Det kan illustreres ved et eksempel på en ekspeditionssekvens, som jo i sig selv er en 
obligatorisk episode i købssituationer på tankstationer:3iii 
 

SI 
(Salgsindledning) 

Ekspedient 
Kunde 

Hvis tur er det? 
Det er vist min tur 

H 
(Hilsen) 

Ekspedient 
Kunde 

Hej 
Hej 

SF  

(Salgsforespørgsel)  
Kunde Jeg vil gerne have 20 Kings og Politiken 

(lægger Politiken på disken) 
SA 
(Salgsaccept) 

Ekspedient 
 
Kunde 

(Lægger 20 Kings på disken) Værsgo´, var 
der ellers andet? 
Nej tak, det var det hele 

S 

(Salg) 

Ekspedient Så bliver det 42 kr. 

K 

(Køb) 

Kunde 
Ekspedient 

Her er 100 kr. 
Tak 

KA 
(Købsafrunding) 

Ekspedient Og der var 58 kr. retur, værsgo´.  
 

A 
(Afsked) 

Ekspedient 
Kunde 

Ha´ fortsat en god aften 
I lige måde 

 
De tre elementer, som er fremhævet i fed i kolonnen til venstre, er obligatoriske, for at 
interaktionen i det hele taget kan forløbe. Salgsaccepten, som drejer sig om ekspedientens 
mulighed for at indvillige eller afvise salg af en vare efter salgsforespørgslen, er til gengæld 
uundværlig, hvis ikke ekspedientens bidrag til interaktionen skal vurderes som uforskammet.4iv 
Så dette element er uundværligt for opretholdelsen af relationen i situationen. 
Købsafrundingen, som foretages af ekspedienten, har ligeledes til formål at opretholde 
høfligheden i interaktionen og er derfor ligeledes uundværlig. 
 
Disse fem elementer er desuden bundne i forhold til hinanden. De skal optræde i denne 
rækkefølge i interaktionen, så forløbsstrukturen for de obligatoriske elementer er 
SF^SA^S^K^KA.5vDe obligatoriske elementer og deres bundne rækkefølge er typificerende for 
situationen: dvs. når disse elementer er til stede i interaktionen, kan den genkendes som et 
tilfælde af situationstypen ’ekspedition’. 
 
At et element er valgfrit, betyder omvendt, at det ikke er nødvendigt for, at interaktionen kan 
genkendes som ekspedition. Hverken salgsindledning (SI), hilsen (H) eller afsked (A) er 
typificerende for ekspeditioner, men de er alle tre bundne elementer enten i begyndelsen eller 
ved afslutningen af interaktionen. Hilsen og afsked er begge fatiske, idet de har til formål at 
bekræfte kontakten mellem de to interagerende (Jakobsen, 1960). Denne funktion bruges i et 
utal af situationer. Salgsindledningen handler om at regulere turtagning mellem kunder, så et 
salg kan indledes med næste kunde (Sacks m.fl., 1978). Dette element forekommer ikke kun i 
købssituationer, men også i andre institutionelle sammenhænge, hvor forholdet mellem 
’kunder’ skal reguleres: f.eks hos lægevagten eller på biblioteket. Elementet er derfor ikke 
genrespecifikt for den situationstype, som vi undersøger. 
 
Ud over disse tre valgfrie elementer kan der også være elementer, som gentages. Disse 
gentagelser er ligeledes valgfrie i forhold til situationstypen, men de kan desuden gentages et 
vilkårligt antal gange efter SI-elementet. Og ydermere er de relativt ubundne. Kunden kan 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

60 

påbegynde en salgsundersøgelse (SU) på mange punkter i sekvensen (fx ”Hvor meget tjære er der 
egentlig i Kings?”). Ofte indledes salgsundersøgelsen (SU) med en implicit salgsforespørgsel 
(SF): ”Jeg skal have nye pærer til mine forlygter”. Det betyder, at de obligatoriske elementer SA (fx 
”Ok, var det ellers andet”) og SF (”Ja, har i fælgrens til alufælge?”) også er gentagelseselementer. De 
kan fremsættes et vilkårligt antal gange, indtil kunden ikke ønsker at købe flere varer og 
ekspedienten får negativ respons på sine invitationer til yderligere salgsforespørgsler fra 
kunden. 
 
Tilsammen udgør de obligatoriske og valgfrie, de bundne og ubundne samt 
gentagelseselementerne situationstypen ’ekspedition’, hvilket Halliday og Hasan (1985) kalder 
det ”generiske strukturpotentiale” (GSP): dvs. koden for de realiseringsmuligheder, som arten 
(her: ekspeditionssituationen) strukturelt set har. Den formelle beskrivelse af 
ekspeditionssituationens GSP-kode er følgende:6 vi 
 
 
GSP: [(H) ∙ (SI)^] [(SU∙) {SF^SA^} ^S] K^KA(^A) 
   
Det generiske strukturpotentiale viser ikke en konkret ekspeditionssituation, men angiver de 
strukturmuligheder, som gør, at et stort antal konkrete tilfælde kan realiseres og genkendes 
som tilhørende situationstypen eller genren ’ekspedition’. Netop den generiske struktur er 
årsagen til, at ekspeditioner i langt de fleste tilfælde har et gnidningsfrit forløb med et minimalt 
forbrug af opmærksomhed og energi. Vi kender den generiske struktur for denne 
situationstype til hudløshed og ved erfaringsmæssigt, hvordan vi kan variere den efter behov. 
Den er det selvfølgelige grundlag for interaktion: en situeret syntaks, som i den konkrete 
situation begrænser antallet af valgmuligheder fra det sproglige register og samtidig bekræfter, 
at deltagernes fornemmelse for og sproghandling i situationen er korrekt og adækvat. 
  
I forlængelse af vores analyse af den situerede semantiks udviklingspotentiale kan vi sige, at 
også den situerede syntaks er historisk dannet, idet konkrete interaktioner har gjort visse 
valgfrie elementer obligatoriske og bundet rækkefølgen mellem bestemte elementer. 
Drivkraften i denne udvikling er ’økonomiprincippet’: behovet for at kunne udføre ens eget 
bidrag til standardsituationer på en rutiniseret facon, dvs. så ’omkostningsfri’ og ubesværet 
som muligt. Ligesom med tankstationens semantik er der på den måde blevet fastlagt en ny 
situationstype – ’ekspedition’ –, der er lagret som et skema for adfærd og sprogbrug i 
bevidstheden: dvs. som en kognitiv model, der kan appliceres i fremtidige situationer af samme 
art. GSP-koden er hverken et medfødt instinkt eller en kollektiv vedtaget kodeks.  
 
Men det betyder fremdeles, at nye interaktioner kan ændre ved forholdet mellem valgfrie og 
obligatoriske elementer samt ved rækkefølgen i det generiske strukturpotentiale. Det ser vi 
netop et eksempel på i vores egen tankstationsinteraktion, som har følgende realiserede 
syntaks: 
 
H 
(Hilsen) 

Ekspedient 
Kunde 

Goddag Hr.  
(Besvarer ikke hilsen) 

SI 
(Salgsindledning) 

Ekspedient Hvad kan jeg gøre for Dem? 

SF 
(Salgsforespørgsel) 

Kunde Jeg har tanket benzin på stander 5 

S (Salg) Ekspedient Det bliver 354,75.  



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

61 

SA (Salgsaccept) Ellers andet? 
(…Udeladelse…) 
A 
(Afsked) 

Ekspedient 
Kunde 

De må fortsat have en god dag, Hr. 
Tak 

 
Følgende struktur er realiseret fra det generiske strukturpotentiale:  
 
H^SI^SF1^S^SA1^(udeladelser: SF2^SA2^S^K^KA)^A 
 
Vores case indeholder de bundne, valgfrie elementer H, SI, A, hvis funktion er at skabe og 
vedligeholde den interpersonelle relation mellem ekspedient og kunde. Men desuden er 
strukturens potentiale realiseret på en måde, som ikke passer helt med Halliday og Hasans 
GSP-kode, idet S (”Det bliver 354,75”) strukturelt fremsættes før SA (”Ellers andet?”). Hermed 
afviges der fra den bundne rækkefølge mellem disse to obligatoriske elementer. Ikke desto 
mindre fungerer interaktionen gnidningsfrit på dette punkt. En sådan videreudvikling er altså 
mulig, især når den – som her – fungerer som en ’økonomisk’ variant af koden. Ved at 
fremsætte både S og SA i samme tur, giver ekspedienten kunden to valgmuligheder i 
interaktionen:  
 
a. Hvis kunden ikke ønsker at købe flere varer, er prisen og hermed S-elementet fremsat, hvilket 
kræver, at kunden betaler K.  
 
b. Hvis kunden imidlertid ønsker at fremsætte yderligere SF for at købe flere varer, kan kunden 
betragte S som en foreløbig eller ’subtotal’ prisinformation.  
 
Trods denne afvigelse fra GSP-koden forløber den sproglige interaktion problemløst. Det 
betyder, at varianter og mutationer i forhold til GSP kan accepteres, så længe de ikke rokker 
ved den overordnede definition af situationen og ved rollefordelingen mellem deltagerne.  
 
Opsummerende kan vi sige, at en sekvens er et tidsbegrænset forløb, hvor begyndelse og 
afslutning som bundne obligatoriske elementer markerer interaktionens grænser og hvor en 
rækkefølge af bundne – men potentielt gentagelige – elementer inden for sekvensens 
afgrænsede tidsinterval typificerer situationens emne. Disse elementer er ligeledes uundværlige 
og anvendes af aktørerne for at nå deres respektive målsætninger med interaktionen: i dette 
tilfælde køb og salg af benzin og dagligvarer. Inden for situationens grænser og overordnede 
definition (formålet) kan sekvensen udbygges med valgfrie elementer, der enten uddyber 
begyndelsesafsnittet, afslutningsafsnittet eller det mellemspil, som er typificerende for 
situationen. Det vil samtidig sige, at de valgfrie elementer ikke er vilkårlige i forhold til 
situationen. Dels er de bundet til bestemte afsnit i sekvensen: en hilsen kan fx ikke fremsættes 
ved situationens afslutning. Dels skal de valgfrie elementer svare til situationstypen. De skal 
netop være uddybende i forhold til aktørernes formål i og med situationen. I modsat fald sker 
der en sammenblanding af situationstyper, som fx når kunden pludselig gør kur til 
ekspedienten. 
 
Situationstypens syntagme sætter således rammerne for den faktiske interaktions afvikling. 
Syntagmet er et potentiale af elementer, hvoraf nogle skal anvendes, andre bør anvendes 
(høflighed) og andre atter kan anvendes, mens mange andre ytringer ikke må anvendes. Desuden 
fastlægger syntagmet den overordnede rækkefølge, som de mulige (valgfrie), uundværlige og 
obligatoriske ytringer bør anvendes i. Når interaktioner ’gøres’, så sker det derfor ikke mindst 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

62 

med udgangspunkt i denne syntaks (GSP), som forlods er ’gjort’. De konkrete interaktioner 
realiserer syntagmets potentiale. De er erfaringsbaserede: fremvisning, udøvelse og opøvelse af 
kompetencer i forhold til et på forhånd afmærket potentiale.  
 
Potentialet sætter deltagernes kompetencer i og på spil. Hvis de skal optræde kompetente i 
interaktionen, må deltagerne udfolde sig inden for situationstypens rammer. ’Inden for 
rammerne’ vil sige, at de skal vise, at de behersker situationstypens syntagmatik og 
paradigmatik. Og ’udfolde sig’ betyder, at rammerne er vide, og tilsvarende at 
valgmulighederne på bestemte steder i det syntagmatiske forløb er mangfoldige. Den måde, 
hvorpå disse muligheder forvaltes, er derfor med til at specificere relationen mellem deltagerne 
og i særdeleshed den rolle, deltagerne ønsker at spille i forhold til hinanden. 
 
Det er fremdeles et spørgsmål om de paradigmatiske valg, der foretages på baggrund af 
syntagmet. Derfor er det ikke nok at vide, at og hvor der kan siges en salgsindledende ytring: 
”Hvad siger du?”. Man skal også vide, hvordan ytringen fremsiges kompetent – fx ”Hvad kan jeg 
gøre for Dem?” – og hvilken konsekvens dette valg har. Det handler om konkrete sproglige valg, 
som har konsekvenser for realiseringen af forholdet mellem deltagerne. Det undersøges i næste 
afsnit. 
 
Situation og relation 
Ved at strukturere rækkefølgen i interaktionen fastlægger GSP-koden deltagernes position i 
forhold til hinanden. Strukturpotentialet angiver, hvor i sekvensen, aktørerne kan eller skal 
træde i karakter og udfylde deres specifikke rolle i interaktionen. Men måden, hvorpå 
interaktionsrollerne så rent faktisk forvaltes, beror på paradigmatik. Kompetencer vedrører 
altså syntaktisk viden om, hvad der skal siges hvor i forløbet, såvel som selektionsfærdigheder 
mht. hvorledes ytringen siges for at indfri intentionen med interaktionen. De paradigmatiske 
valg af specifikke ytringer på bestemte steder i sekvensen skaber således en interpersonel 
ramme omkring situationen, der for det første specificerer, hvordan deltagerne ser på 
hinandens position og på deres egen rolle i interaktionen, og derved for det andet realiserer en 
relation mellem deltagerne. I forlængelse af Morris’ (1938) heuristik, der skelner mellem 
syntaktiske, semantiske og pragmatiske niveauer, er dette et spørgsmål om interaktionens 
pragmatik. Denne virkning frembringes altså i interaktionens realisering af situationstypens 
semantik og syntaks. 
 
For at undersøge denne pragmatik nærmere, må vi se på sekvensens valgfrie elementer hilsen 
(H), salgsindledning (SI) og afsked (A), der, som sagt, specificerer den interpersonelle relation 
mellem de interagerende. Vi ser på de personlige pronominer og de tiltaleformer, som anvendes i 
vores eksempel. Det er netop disse paradigmatiske valg i forhold til syntaksens potentiale, som 
specificerer deltagernes syn på egen og modpartens position og rolle i interaktionen. 
 
Pronominer fastlægger referencen til personer for deltagerne i interaktionen. De identificerer 
personers tid og sted i forhold til kommunikationen. I en sætning som fx ”Kom nu herhen du” 
kan kun de tilstedeværende identificere person, tid og sted entydigt. Disse personreferencer er i 
nogle sammenhænge bedre kendt under betegnelsen deiksis, herunder persondeiksis (Fillmore, 
1971). I funktionel lingvistik anvendes et lignende begreb for deltagere i den umiddelbare 
situationskontekst (Martin, 1992, p. 124; Martin og Rose, 2003, p. 171). En sådan reference kaldes 
eksoforisk. Hvis en taler fx siger: ”Nu skal du give ham den, der ligger til højre for dig på vejen”, så 
kræver det, at modtageren er til stede i samme tid og rum for at kunne udlede identiteten af 
referenterne fra den umiddelbare situationskontekst. Eksoforiske referencers funktion er at 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

63 

holde styr på og spore identiteter og objekter uden for teksten, så teksten hænger sammen og 
giver mening for den anden part i kommunikationen. Men det er ikke de personlige 
pronominers eneste funktion. Det kan vises ved at underkaste ekspedientens ytringer en simpel 
kommutationsprøve, hvor et betydningselements valør undersøges ved at udskifte dette 
element med et, der er paradigmatisk beslægtet: 
 

SI 

Hvad kan jeg gøre for Dem?(Eksempel) 
Hvad kan jeg gøre for dig? (Kommutation) 
 
A 

De må fortsat have en god dag, Hr. (Eksempel) 
Du må fortsat have en god dag, Hr. (Kommutation) 
 
I disse ytringer anvender ekspedienten 2. person singularis i de eksoforiske referencer til 
kunden, men bruger henholdsvis ’du’ og ’De’ formen. De funktionelle betegnelser ’uformel’ og 
’formel’ kan bruges til at karakterisere forskellen mellem disse to former. Valget af pronomen er 
i dette tilfælde en manifestation af ekspedientens holdning og forventning til den 
interpersonelle relation med kunden. I det øjeblik han har selekteret og ytret den 
formelle/høflige form, har han samtidig skabt og defineret relationen som ’formel’ og ’høflig’ 
med en betydelig social grad af distance. Havde ekspedienten valgt de mindre formelle 
personlige pronominer ’du/dig’, ville han have skabt en højere grad af social nærhed i 
relationen til kunden.  
 
Ekspedientens valg af tiltaleform har imidlertid også en signifikant relationsskabende effekt, da 
tiltaleformer kan anvendes til flere formål på samme tid. For det første kan tiltaleform anvendes 
til at markere deltagernes sociale position i et hierarki, fx ’direktør-underordnet’. For det andet 
kan formen anvendes til at markere graden af nærhed og distance – dvs. kontakten – mellem 
deltagerne. For det tredje kan tiltaleformer graduere høflighed/afslappethed/uhøflighed. For det 
fjerde kan de også markere afsenderens evaluering af modtageren, fx ’Kloge Åge, Smukke Sara’. 
Og for det femte kan den henvise til kommunikationsparternes historisk betingede 
intertekstuelle referenceramme, som kan være både offentlig kendt (fx ‘Ørnen fra Herning’) og 
privat (fx ‘Bondejyderen’). Sprogbrugere kan således foretage valg fra et større system af 
tiltaleformer.  
 
I vores eksempel har kun ekspedienten valgt tiltaleform, nemlig i interaktionsforløbets 
begyndelse og afslutning, ved H og A. 
 
H 

Goddag Hr. 
 
A 

De må fortsat have en god dag, Hr. 
 
At relationen mellem kunde og ekspedient er anonym viser sig ved valget af tiltaleformen ’Hr.’, 
der kun markerer det for ekspedienten umiddelbart iagttagelige ved kunden. Hvis 
ekspedienten havde kendt kundens identitet, så kunne tiltaleformen være blevet udbygget ved 
at kombinere flere navnebaserede elementer: fx ’Hr. + (titel +) efternavn’. Og hvis ekspedient og 
kunde havde haft en mere nær relation, så kunne ekspedienten have valgt andre tiltaleformer 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

64 

end de formelt navnebaserede.  
 
At ekspedienten ydermere specificerer relationen som formel, viser sig ved, at tiltaleformen ret 
beset kunne være helt udeladt, fx: 
 
H 

Goddag 

 
A 

De må fortsat have en god dag 
 
Den alternative afskedsytring demonstrerer endvidere, at ’Hr.’ er redundant i forhold til den 
formelle form for 2. person singularis, ’De’. ’Hr.’ tilføjer ingen ny information, men 
understreger til gengæld, at den høflige tone er oprigtigt ment. Der er således kohærens i valget 
af pronomen og tiltaleform.  
 
Kohærensen bekræftes yderligere af valget af hilseudtryk, da ’goddag’ er et mere neutralt og 
formelt ordvalg, sammenlignet med alternativer som ’hej’, ’hejsa’, ’dav’, ’davs’. Dette valg 
optræder i let varieret form både i sekvensens start og slut. En redundans, som gør 
ekspedientens gestaltning af sin rolle til en sluttet helhed. Han fastholder fra begyndelse til 
ende et konsistent stilleje, som udtrykker en professionel kompetence i situationen: en evne til 
at præge interaktionen og definere relationen som ’formel’ og ’høflig’ med betydelig grad af 
social distance. At ekspedienten tager første taletur, viser fremdeles hans vilje til at sætte 
dagsordenen for interaktionen. 
 
Ekspedientens indsats skaber således en metakommunikativ ramme omkring den 
interpersonelle relation (Bateson, 1990). Rammen viser, at relationen er upersonlig (anonym), 
men ikke af den grund ligegyldig – set fra ekspedientens side. Valget af pronomen og 
tiltaleform er nemlig fravalg af jovialitet og nonchalance, af ligeværdig kammeratskab såvel 
som sjusket desinteresse. Der markeres, at vi ikke er lige: at relationen altså er asymmetrisk. 
Denne asymmetri forvaltes imidlertid professionelt: herren skal have, hvad herren tilkommer. 
Indsatsen verbaliserer således på den ene side ekspedientens sociale underordning i forhold til 
kunden. Men ved at indsatsen sker professionelt – med direkte reference til den sociale 
asymmetri, hvor nogle bør tiltale andre i høflighedsformer – indstiftes der en ny form for 
gensidighed. Modparten (kunden) forventes at udvise samme respekt, som ekspedienten giver 
ham. Hvis denne respekt forstås som en gave, så bør kunden gengælde den for ikke at miste 
anseelse (jf. Mauss, 1990). På den måde sættes kunden i en reciprok relation til ekspedienten – 
som potentiel underhund i en symbolsk (a)symmetri, hvor ’andre’ bør gengælde ’nogles’ tiltale 
symmetrisk, og bør gøre dette på en ’passende’ måde, for at der ikke skal være tale om 
asymmetri.  
 
Relation og konflikt 

Det raffinerede ved ekspedientens udfyldning af interaktionsrollerne er fremdeles, at det 
metakommunikative budskab ikke fremsættes eksplicit. Ekspedienten indleder ikke samtalen 
med et ’Skal vi være De´s?’. I stedet præsupponerer han relationen, uden at den skal gøres til 
genstand for diskussion eller forhandling. Med et af Goffmans begreber, så skaber ekspedienten 
en bestemt ’footing’ (Goffman, 1995), en ramme for situationen. Et brud på ’footing’ ville øge 
risikoen for, at en af parterne taber ansigt (Goffman, 1967).  
 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

65 

Kunden kan reagere på ekspedientens ’footing’ ved at vælge tre forskellige typer tiltaleformer 
og personlige pronominer. Han kan vælge at benytte:  
 
a. samme pronominer og tiltaleformer som ekspedienten: ’De’, ’Hr.’  
b. forskellige pronominer, ingen (evt. forskellige) tiltaleformer: ’Du’, ---  
c. udelade pronominer og tiltaleformer: ---, ---  
 
Hvis kunden vælger at anvende samme tiltaleformer og pronominer som ekspedienten, vil 
kommunikationen måske bedre kunne forløbe gnidningsfrit under ekspeditionen. Kunden 
accepterer ekspedientens ’footing’, ingen af parterne risikerer at tabe ansigt. Set fra kundens 
perspektiv kan omkostningen dog være, at han skal gøre vold mod sin selvforståelse og sine 
idealer om ’uformelle’, ’afslappede’ omgangsformer også i professionelle situationer. I stedet 
skal han i den symbolske reciprocitets navn underkaste sig en formel omgangsform. Hvis det er 
tilfældet, sker kommunikationen godt nok gnidningsfrit men ikke automatisk. 
 
Hvis kunden vælger mulighed to og afviser ekspedientens ’footing’, gøres enten den sociale 
eller den symbolske asymmetri eksplicit. I første fald bekræfter kunden, at der er forskel på folk 
og at dette hierarki gerne må udtrykkes i et forskelligt valg fra tiltaleformernes og 
pronominernes paradigmer. Denne holdning ville dog være helt ude af trit med  
samfundsudviklingen i de seneste halvtreds år. Kunden ville kunne risikere at blive skammet 
ud af andre kunder på tanken – et ansigtstab. I andet fald kunne den videre afvikling af 
købshandlingen komme i fare. Kunde og ekspedient bliver nødt til at forholde sig til hinandens 
holdninger og eventuelt forhandle en fælles forståelse på plads for at få rettet op på truslen om 
ansigtstab. Interaktionen afvikles hverken gnidningsfrit eller automatisk. 
 
Hvis kunden vælger at undgå at anvende tiltaleformer og pronominel reference til 
ekspedienten, så sikrer det, at ekspeditionen foregår gnidningsfrit. Der er ingen risiko for 
ansigtstab, og samtidig undgår kunden at skulle underlægge sig det formelle sprogbrug, som 
ekspedienten benytter sig af. Ulempen er dog, at eftersom der ikke er gensidighed, så er der 
heller ikke nogen interpersonel kontakt mellem deltagerne. Relationen mærkes af, at den sociale 
asymmetri forbliver symbolsk umedieret. 
 
Vi kan sammenfatte disse konsekvenser i følgende skema: 
 
 accept ansigtstrussel reciprocitet 
 a. lighed + – + 
 b. forskel – + – 
 c. undvigelse (unddragelse) – – 
 
Hvis vi ser på vores konkrete interaktion, så er det klart, at kunden valgte den tredje mulighed: 
 
H 

Ekspedient: Goddag Hr. 
Kunde: (Besvarer ikke hilsen) 
 
SF 

Kunde: Jeg har tanket benzin på stander 5 
 
A 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

66 

Ekspedient: De må fortsat have en god dag, Hr. 
Kunde: Tak 
 
Ved at undgå tiltaleformer eller brug af personlige pronominer om modparten gør kunden sit 
bidrag til etableringen af relationen så neutralt som muligt. Symptomatisk for denne taktik er 
endvidere, at kunden enten ikke besvarer ekspedientens hilseudtryk (i H) eller afstår fra at 
gengælde den (i A): ’Tak’ vælges i stedet for fx ’I lige måde’.  
 
Det raffinerede ved kundens taktik er, at markeringen af den talendes syn på relationen er så 
udvisket eller underspillet, at den anden deltager formodentlig end ikke opdager, at kunden 
ikke gengælder – og dermed faktisk forkaster – den ramme eller ’footing’, som ekspedienten 
har foreslået. Derfor afvikles ekspeditionen gnidningsfrit. Men dermed er ikke sagt, at 
interaktionen så også er gnidningsfri for kunden. Kunden vælger en taktik, hvorved han 
undgår at handle i modstrid med sin egen opfattelse af, hvordan relationen burde være 
gestaltet: nemlig at også professionelle interaktioner ideelt set burde være ’uformelle’. Altså 
vælges der ikke at gengælde ekspedientens udspil med en reciprok replik (alternativ a.). Dette 
ville nemlig ud fra kundens idealer have været en ’tilpasningstaktik’. For at undgå at udsætte 
ekspedienten for en ansigtstrussel og undvige en eventuel konflikt afstår kunden endvidere fra 
at vælge ’konfrontationstaktikken’ (alternativ b.). I stedet bruger kunden sin erfaring med GSP-
koden og sin viden om sprogsystemets valgmuligheder til at vælge en kurs, som hverken er i 
modstrid med kundens syn på, hvordan interaktionen burde forløbe, eller – omvendt – 
missionerer for dette syn. Men denne konfliktundvigende kurs kræver en kognitiv proces med 
refleksion over og tolkning af konsekvenserne af de sproglige valg, der kan træffes. Den er i den 
forstand ’uøkonomisk’ og mangler – som konsekvens – den reciprocitet, som ekspedientens 
valg af ’footing’ lagde op til. 
 
Vi ser altså, hvordan den ene deltager afstemmer sin adfærd i forhold til den anden. Men i dette 
tilfælde opstår der hverken samklang eller dissonans. Hvis han vil undgå konflikt og 
ansigtstrussel (alternativ b.), må kunden enten spille en påduttet høflig rolle (alternativ a.) eller 
blive konfronteret med sin egen situationelle uhøflighed, da han ikke følger op på 
ekspedientens udspil (alternativ c.). Hans faktiske valg er således et valg mellem flere onder, 
hvor det forhold, at han netop beslutter sig for den undvigende – men også 
relationsudviskende – version, med al tydelighed viser, at hans beslutning bunder i et dilemma. 
 
Vores case er således et eksempel på en interaktion, hvor egentlig intet sker, men som ikke 
desto mindre huskes. Da begge parter når deres mål med situationen (køb/salg) i forløbet, og da 
intet ændrer deres hensigter eller øger deres indsigt i situationen, så sker der egentlig intet. Men 
mens ingenting er i gang med at ske, så hænder der alligevel noget, som den ene part bagefter 
husker. Set fra kundens vinkel, rokkes der ved relationens automatisme: ved den 
metakommunikative ramme, som ellers plejer at specificere deltagernes position i forhold til 
hinanden (jf. Harré og van Langenhove, 1999). Der sættes spørgsmålstegn ved deltagernes 
rettigheder og forpligtelser i interaktionen, hvorved selve relationen bliver sat til diskussion 
eller endda på spil. 
 
Der gøres. Og det der gøres, tiltrækker sig opmærksomhed og bliver husket, fordi det afviger 
fra, hvad der tidligere er gjort – og dermed fra hvad kunden forventede sig af situationen. Disse 
forventninger baserer sig nemlig på det gjorte, som er lagret som erfaring med denne og 
tilsvarende situationstyper, og har dannet et kognitivt beredskab til at handle på en bestemt 
måde i situationen. I vores case udfordrer interaktionen m.a.o. kundens situationsfornemmelse 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

67 

og i særdeleshed det aspekt, der vedrører gestaltningen af interpersonelle relationer. 
 
Denne gøren kan analyseres ud fra vores model af den situerede semantik. Kundens 
forventninger til relationsdannelsen er nemlig begrundet i en fornemmelse for, hvordan 
ekspedienten vil spille sin rolle som kompetent deltager. Det er et spørgsmål om erfaringer med 
paradigmatiske valg. Hvis han derfor ikke forlods ved, at ekspedientens sproglige valg er 
obligatoriske, så bygger kundens situationsberedskab på en skelnen mellem 
sandsynlige/mulige realiseringer, usandsynlige realiseringer og umulige realiseringer af 
ekspedientens valgmuligheder. Disse optioner kan vises i følgende model: 
 

 
obligatoriske 

valg 

sandsynlige/mulige 

valg 

usandsynlige 

valg 
umulige valg 

kundens 

forventninger 

 
--- 

’Du’ 
eller ingen markering 

 
’De’, ’Hr.’ 

 
(ukvemsord) 

 
Forventningen til de sandsynlige/mulige valg bygger både på kundens erfaringer med lignende 
situationer og på kundens ideal for, hvordan en ’uformel’ og ’afslappet’ relation bør ’gøres’.7viiI 
den henseende vil både det usandsynlige og det umulige valg være uønskede valg, da de 
forstyrrer idealet. 
 
I vores tilfælde har vi imidlertid et brud mellem den forventede realisering af ekspedientens 
rolle og ekspedientens faktiske realisering, som kunden – fordi denne realisering var 
usandsynlig og uønsket – ikke er forberedt på. Kunden må overveje med sig selv, hvorfor 
modparten har truffet det usandsynlige valg, og hvordan han selv kan forholde sig kompetent 
til dette uønskede udspil.8 viii I stedet for en interaktion per automatpilot får vi derfor en 
situation, som let kan udvikle sig til en dyst om positioner med ansigtstab (for ekspedienten) 
eller en oplevet utilstrækkelighed i situationen (for kunden) som det mulige udfald.  
 
Hvis kundens hensigt med relationen var, at interaktionen skulle bygge på en konfliktfri 
gensidighed, så er han fra starten bragt i en catch 22 lignende situation, som han ikke kan vinde. 
Gengælder han ekspedientens udspil på en gensidig måde ved at bruge høflige tiltaleformer 
(reciprocitet, symmetri), så undgår han en åben konflikt, men kommer i konflikt med sit eget 
ideal: ideal og realitet bliver asymmetriske. Holder han fast i sit ideal, risikerer han derimod 
enten en åben konflikt (konfrontationstaktikken) eller at fremtræde uhøflig (den 
konfliktundvigende taktik). Begge løsninger skaber symbolsk set asymmetriske relationer. 
Dilemmaet kan vises i følgende skema, hvor (+) viser en potentiel konfliktsituation: 
 
 tilpasning konfrontation undvigelse 

  asymmetri* – + + 
  åben konflikt** – + – 
  indre konflikt*** + – – 
 
*     asymmetri: manglende reciprocitet 
* *  åben konflikt: en konfrontation mellem deltagernes bidrag til interaktionen 
*** indre konflikt: en modsætning mellem idealet om ’ligeværdighed’ og den manglende 
virkeliggørelse af idealet i interaktionen 
 
Kundens erindring af situationen skyldes således oplevelsen af den indbyggede konflikt i 
interaktionen, idet han ikke kunne undgå enten at give afkald på egne idealer (tilpasning), 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

68 

skabe en konfrontation med ekspedienten eller komme til at virke uhøflig (undvigelse). Det er 
oplevelsen af ”selv-diskrepans”, der rodfæster sig (Higgins, 1987). Selv-diskrepansen mindsker 
deltagerens evne til at opnå den ønskede gyldighed i interaktionen (jf. prægnansprincippet). 
Der er for stor afstand mellem det ”aktuelle”, det ”ideelle” og det ”normative” selv: mellem det, 
kunden faktisk formår i situationen, det mål, han gerne ville nå i interaktionen (nemlig at være i 
kontrol med situationen), og den adfærd, kunden burde udvise (nemlig høflighed, 
gensidighed). Denne diskrepans opleves som ubehagelig i den konkrete situation. 
 
Erindringen skyldes desuden, at det sproglige træk fra ekspedientens side, som kunden forlods 
antog var usandsynligt, fremover må betragtes som et muligt eller sandsynligt valg. Vi ser her 
et konkret eksempel på hypotesejustering. Situationen får derfor som konsekvens, at kunden 
efterlods må lave en revurdering. Hvis ikke han vil undgå stedet fremover, så må han: 
 
• justere sine idealer, hvorved han ’bearbejder’ den indre konflikt 
• eller udvikle sine sproglige og nonverbale mønstre, så han er bedre garderet i tilsvarende 
situationer, og kan undvige reciprociteten uden at virke uhøflig 
• eller udvide sin forståelse for ekspedientens adfærd, så den kan forklares plausibelt (for evt. at 
kunne ’bearbejde’ ekspedienten bedre). 
 
Revisionsarbejdet udvider eller ændrer kundens (selv-)indsigt og handlingsmønstre. Det giver 
nye kompetencer eller justerer selvbilledet. Denne ’gøren’ er kultur.  
 
”Ellers andet?” 

Vores hverdagshandlinger er situationsbestemte. Vi afstemmer vores forventninger og 
optræden ud fra tidligere erfaringer og de forestillinger, vi har om os selv og de øvrige 
deltagere. Erfaringer og forestillinger er noget vi har med til interaktionen i form af mentale 
modeller og scripts, der danner en automatiseret baggrund for, hvad vi kan og vil i situationen, 
og som økonomiserer vort bidrag til interaktionen. Vi behøver ikke at overveje hvert træk. Det 
hænder dog, at situationen udvikler sig i en retning, så vi bliver nødt til at revurdere vores 
intentioner – og i yderste konsekvens: vores selvbillede. Vi har ikke helt den gennemslagskraft, 
som vi forlods antog. Kultur er i den henseende den konsekvens, som justerede forestillinger og 
forventninger har for fremtidige handlinger: altså den erfarings- og identitetsdannelse, som 
oplevelser i konkrete situationer foranlediger. 
 
Kultur omsætter oplevelser til erfaring. Derved kan konkrete hændelser blive nye elementer 
enten i den implicitte erindring, som når vores automatiserede vaner – de adfærdsmønstre, der 
nærmest ligger på rygraden – justeres, eller i den autobiografiske hukommelse. Denne form for 
eksplicit erindring knytter det oplevede sammen med vores selvfortælling, hvorved selvbilledet 
– altså identiteten – potentielt ændres. Kultur er således den læring, der sker, idet vi i 
situationen oplever en fysiologisk ændring, en emotionel respons eller et brud på vores 
kognitive forventninger og dispositioner. Læringen gør, at kropsligt funderede oplevelser, som 
er situationsbundne og som sådan momentane og flygtige, får større erfarings- og 
identitetsmæssig permanens. I og med at hændelsen ’kultiveres’, har vi den med til næste møde 
– som nye kompetencer, nye intentioner. Kultur tilføjer et refleksivt niveau til oplevelsernes 
biologiske plan, hvilket gør, at hændelserne bearbejdes med sigte på fremtidige handlinger (jf. 
Jantzen og Vetner, 2007a, 2007b) 
 
I det eksempel, vi har analyseret, fører interaktionen til, at kunden må bearbejde nogle af sine 
kompetencer for at sikre sig, at lignende situationer ikke fremover giver tilsvarende dårlige 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

69 

oplevelser. Det var hverken kundens evner i forhold til interaktionens syntaktiske kode (nemlig 
den specifikke GSP-kode) eller situationens semantiske kode (situationstypen ’tankstation’), der 
voldte problemer. Det var derimod den pragmatiske kode, som knyttede sig til forventningerne 
til relationen, som uventet viste sig at være en udfordring. Ekspedientens tiltale brød med 
kundens forestillinger om en anonym, men uformel og udistanceret relation. Ekspedienten 
positionerede sig som ’tjener’ overfor kunden, og relationen blev derfor metakommunikativt 
defineret anderledes, end ’herren’ havde ønsket sig. Kunden blev sat i en respektfuld distance 
til ekspedienten, hvorved det præsupponeredes, at ’herren’ gengjaldt ’tjenerens’ sproglige træk. 
Kundens dårlige oplevelse blev fremkaldt af dette forventningsbrud og viste sig som en negativ 
emotionel respons, som kunden forsøgte at tackle ved undvigelse frem for konfrontation. 
Konsekvensen af episoden bliver, at kunden må genoverveje, hvem han er i forhold til ikke kun 
den konkrete ekspedient, men måske salgspersonale i almindelighed – altså et identitetsarbejde, 
der skal få det aktuelle, ideelle og normative selv til at stemme bedre overens. Desuden må han 
tage sin strategi i denne slags interaktioner op til revision. Han må kompetenceudvikle sig. 
 
Dette arbejde finder sted på det tekstlige plan. Det er i tekster, i sproglige og andre 
betydningsdannende mønstre, at situationer konkretiseres og relationer konstitueres. I vores 
eksempel betyder den faktiske interaktion, at kunden må redefinere sin egen position i 
relationen. Dette skift medfører, at selve konteksten for interaktionen – nemlig situationen – må 
genovervejes. Hvad handler interaktionen i grunden om? Den drejer sig ikke længere ’blot’ om 
køb af benzin og dagligvarer på en tankstation, men mindst lige så meget om sociale og 
symbolske magtrelationer, hvilket gør indfrielsen af kundens oprindelige intention med 
interaktionen alt andet end ubesværet. Den faktiske interaktion er derfor mere end en simpel 
realisering af de muligheder, som den abstrakte situationstype ’tankstation’ rummer.  
 
Konteksten bliver til i teksten. Det er interaktionens forløb, som materialiserer, hvad det er, vi 
taler om (situationen), og hvordan vi så er i forhold til hinanden (relationen og dens positioner). 
Interaktionens deltagere afstemmer og forhandler således løbende det sagsforhold, som 
udvekslingen drejer sig om, og den form for kontakt, de hver især ønsker, der skal være mellem 
dem. Dette er meddelelsens referentielle og fatiske funktioner, som er konstitutive for 
meddelelsens kontekst. Disse funktioner realiseres gnidningsfrit, så længe parterne er enige om 
kommunikationens metasproglige funktion: altså om interaktionens koder. Hvis denne enighed 
trues eller ophører, kommer konteksten til forhandling. Eller rettere: så bøjes opmærksomheden 
væk fra interaktionens kontekst (sagsforholdet og kontakten) og ind mod meddelelsen selv. Det 
tekstlige aspekt ved selve interaktionen, som i hverdagen tjener til at indfri tekst-eksterne 
formål – nemlig at skabe kontakt, at udtrykke sig selv, at påvirke sin modpart eller at henvise til 
en sag –, kommer i fokus. Denne refleksivitet kaldes den poetiske funktion (Jakobson, 1960), og 
når den er i højsædet, så dekontekstualiseres meddelelsen. Meddelelsen kommer til at dreje sig 
om sig selv: om hvorledes ting kan eller bør siges og gøres, frem for om hvad eller for hvem der 
siges eller gøres. I vores eksempel kommer kundens bidrag til interaktionen til at handle om, 
hvordan relationen kan forvaltes mest hensigtsmæssigt, og ikke så meget om køb af benzin og 
cigaretter.  
 
Enhver dekontekstualisering medfører rekontekstualisering: dvs. skabelsen af en ny 
forståelsesramme for, hvad meddelelsen handler om (Bauman og Briggs, 1990). I vores case 
rekontekstualiseres meddelelsen som et anliggende, der vedrører relationsdannelse og 
kodekompetencer. Den sproglige udveksling gør de positionsforskelle, som er konstitutive for 
almindelige købsinteraktioner, eksplicitte og endog emotionelt og kognitiv påtrængende – som 
ubehag. De vaner og forventninger, som til dagligt tages for givet, de-automatiseres. De bliver 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

70 

’gjort fremmede’, kan på ny opleves i deres sanselige umiddelbarhed (nemlig som ubehag) og 
bliver som sådan erkendbare i deres (u)hensigtsmæssighed. Netop denne erkendelsesskabende 
effekt af fremmedgørelse (russisk ostranenie) er ifølge Sklovskij (1969), en af grundlæggerne af 
den formalistiske tekstteori, den poetiske funktions primære kvalitet. Men idet poetik rejser 
tvivl omkring det givnes berettigelse, er den uøkonomisk. Kultur er i den henseende den 
proces, som skal reintegrere den ny erkendelse med de eksisterende erfaringer. Den er - kunne 
man måske lidt overfrisk sige – vejviseren til ”zonen for nærmeste udvikling” (Vygotsky, 1978). 
 
Kultur er andet end læring slet og ret. Kultur hænder, når læring sker poetisk. Den hænder som 
en tekstlig praksis, en ’gøren’, der er centreret om at gøre tekstlig praksis mest hensigtsmæssig, 
fx at få en bedre sans for situationen eller en større prægnans i relationen. Kultur ’gøres’ og 
’gør’, når teksten domineres af den poetiske funktion (Jakobson, 1971). Teksten bliver så en 
opøvelse i situationsfornemmelse med sigte på, at aktøren fremover kan realisere potentialet i 
faktiske situationer så økonomisk som muligt. Den bliver endvidere en identitetsbearbejdning 
med henblik på at sikre aktøren optimal prægnans i faktiske relationer. Kultur er således 
transformativ og skabende. Den gør noget nyt i forhold til det, der tidligere er gjort – nemlig: 
erfaringen. Dette nye gøres med henblik på kommende situationsbetingede praksisser: på 
dannelsen af nye automatismer. 
 
Dette indebærer fremdeles, at kultur er refleksiv, aktørbaseret og performativ (jf. Jantzen, 1992, 
2005; Sørensen m.fl., 2008). Den er performativ, fordi den udstiller de tekstlige forudsætninger 
for social interaktion og højner bevidstheden om de poetiske virkemidler, der indgår i 
dannelsen af ’fælleshed’. Den er aktørbaseret, for det første fordi den udspringer af de bidrag, 
som deltagere leverer til interaktionen og som ændrer noget ved forløbet i forhold til tidligere 
erfaringer med lignende situationer. For det andet, så vedrører kultur aktørens nye erkendelser 
af situationen og af sine egne muligheder i interaktionen. Den er refleksiv, fordi den udspringer 
af den poetiske funktions rekontekstualisering af meddelelsens betydning og fordi den 
foranlediger aktører til at anvende sådanne de-automatiseringer til at overveje etablerede 
rutiner og det eksisterende selvbillede.  
 
Det pragmatiske kulturbegreb er, i modsætning til mere traditionelle forståelser af begrebet, ikke 
”det hele” eller nærmest alt (jf. Tyler, 1873; Williams, 1958). Det er nærmere næsten intet. Men 
dette intet er dynamisk, fordi det medierer mellem handlingers sociale og mentale univers. Det 
ændrer vores måde at handle og at forstå os selv og andre på.  
 
 
Referencer 

Bateson, G. (1990). A theory of play and fantasy. In G. Bateson, Steps to an Ecology of the Mind 
(pp. 150-166). New York: Ballantine. 
 
Bauman, R. and C.L. Briggs (1990). Poetics and performance as critical perspectives on language 
and social life. Annual Review of Anthropology, 19: 59-88. 
 
Berger, P.L. and T. Luckmann (1966). The Social Construction of Reality. A Treatise in the 
Sociology of Knowledge. Garden City, N.Y.: Anchor Books. 
 
Bourdieu, P. (1990). The Logic of Practice. Oxford: Polity Press. 
 
Brinkmann, S. (2008). Culture as practices. A pragmatist conception. Journal of Theoretical & 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

71 

Philosophical Psychology, 28: 192-212. 
 
Buford Juncker, H. (1960): Field Work: An Introduction to the Social Sciences. Chicago: 
University of Chicago Press. 
 
Chomsky, N. (1966). Cartesian Linguistics: A Chapter in the History of Rationalist Thought. 
New York: Harper & Row. 
 
Dewey, J. (1922). Human Nature and Conduct. New York: Henry Holt. 
 
Dijk, T. van (1985). Cognitive situation models in discourse production. The expression of 
ethnic situation models in prejudiced stories. In J.P. Forgas, (Ed.), Language and Social 
Situations (pp. 61-79). New York: Springer. 
 
Dijk, T. van (2009). Society and Discourse. How Social Contexts Influence Text and Talk. 
Cambridge: Cambridge University Press. 
 
Fairclough, N. (1995). Critical Discourse Analysis: The Critical Study of Language. London: 
Longman. 
 
Fillmore, C.J. (1971). Santa Cruz Lectures on Deixis. Berkeley: University of California. 
 
Floch, J.-M. (1990). The contribution of structural semiotics to the design of a hypermarket. 
International Journal of Research in Marketing, Vol. 4: 233-252. 
 
Frimann, S. (2004). Kommunikation – tekst i kontekst: Tekstanalyse med Systemisk Funktionel 
Lingvistik. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.  
 
Garfinkel, H, (1967). Studies in Ethnomethodology. Englewood Cliffs, N.J.: Prentice-Hall. 
 
Goffman, E. (1959). The Presentation of Self in Everyday Life. New York: Doubleday. 
 
Goffman, E. (1967). On face-work. An analysis of ritual elements in social interaction. In E. 
Goffman, Interaction Ritual. Essays in Face-to-Face Behavior. Chicago: Aldine. 
 
Goffman, E. (1995). Forms of Talk. Philadelphia: University of Pennsylvania Press. 
 
Grice, H. P. (1975). Logic and Conversation. In P. Cole and J.L. Morgan (Eds.), Syntax and 
Semantics, Vol. III: Speech Acts (pp. 41-58). New York: Academic Press. 
 
Halliday, M.A.K. and C.M.I.M. Matthiessen (1999). Construing Experience Through Meaning: A 
Language-Based Approach to Cognition. London, New York: Cassell. 
 
Harré, R. and L. van Langenhove (Eds.) (1999). Positioning Theory: Moral Contexts of 
Intentional Actions. Oxford: Blackwell. 
 
Halliday, M.A.K and R. Hasan (1985). Language, Context, and Text: Aspects of Language in a 
Social-Semiotic Perspective. Geelong: Deakin University Press. 
 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

72 

Hasan, R. (1996). Ways of Saying: Ways of Meaning. Selected Papers of Ruquia Hasan. London: 
Cassell (Open Linguistic Series).  
 
Heritage, J. (1984). Garfinkel and Ethnomethodology. Oxford: Polity. 
 
Higgins, E.T. (1987). Self-Discrepancy. A theory relating self and affect. Psychological Review, 
94: 319-340. 
 
Hymes, D. (1974). Foundations in Sociolinguistics: An Ethnographic Approach. Philadelphia: 
Pennsylvania University Press. 
 
Jakobson, R. (1956). Two aspects of language and two types of aphasic disturbances. In R. 
Jakobson and M. Halle (Eds.), Fundamentals of Language (pp. 69-96). The Hague: Mouton. 
 
Jakobson, R. (1960). Closing statements: Linguistics and Poetics. In T.A. Sebeok (Ed.), Style in 
Language (pp. 350-377). Cambridge, Mass: MIT Press. 
 
Jakobson, R. (1971). The Dominant. In L. Mateijka and K. Pomorska (Eds.), Readings in Russian 
Poetics: Formalist and Structuralist Views (pp. 82-87). Cambridge, Mass.: MIT Press.   
 
Jantzen, C. (1992). Kulturanalysens (u)mulighed. Kultur & Klasse, 71: 117-140. 
 
Jantzen, C. (2005). Tertium datur: Kampen om kulturbegrebet. In A.S. Sørensens and K.K. 
Povlsen (Eds.), Kulturkamp og kulturkritik (pp. 85-103). Århus: Klim.  
 
Jantzen, C. and M. Vetner (2007a). Design for en affektiv økonomi. In C. Jantzen and T.A. 
Rasmussen (Eds.), Oplevelsesøkonomi: Vinkler på forbrug (pp. 201-218). Aalborg: Aalborg 
Universitetsforlag. 
 
Jantzen, C. and M. Vetner (2007b). Oplevelsens psykologiske struktur. In J.O. Bærenholdt and J. 
Sundbo (Eds.), Oplevelsesøkonomi: Produktion, forbrug og kultur (pp. 27-50). København: 
Samfundslitteratur. 
 
Jensen, J.F. (1989). Det dobbelte kulturbegreb – den dobbelte bevidsthed. In H. Hauge and H. 
Horstbøll (Eds.), Kulturbegrebets kulturhistorie. Århus: Aarhus Universitetsforlag. 
 
Johnson-Laird, P.N. (1983). Mental Models. Towards a Cognitive Science of Language, 
Inference, and Consciousness. Cambridge: Cambridge University Press. 
 
Kruuse, E. (1999): Kvalitative forskningsmetoder i psykologi og beslægtede fag. København: 
Dansk Psykologisk Forlag.  
 
Lave, J. and E. Wenger (2003). Situeret læring – og andre tekster. København: Hans Reitzel. 
 
Martin, J. R (1992). English Text: System and Structure. Amsterdam: Benjamins. 
 
Martin, J. R. and D. Rose (2003). Working with Discourse: Meaning Beyond the Clause. London, 
New York: Continuum. 
 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

73 

Mauss, M. (1990). The Gift. The Form and Reason of Exchange in Archaic Societies, London: 
Routledge.  
 
Morris, C. (1938). Foundations of the Theory of Signs. Chicago: Chicago University Press. 
 
Sacks, H., E.A. Schegloff and G. Jefferson (1978). A simplest systematics for the organization of 
turn taking for conversation. In J. Schenkein (Ed.), Language, Thought, and Culture. Advances 
in the Study of Cognition (pp. 1-55). New York: Academic Press.  
 
Saussure, F. de (1985). Cours de Linguistique Générale. Paris: Payot. 
 
Schank, R.C. and R.P. Abelson (1977). Scripts, Plans, Goals and Understanding. An Inquiry into 
Human Knowledge Structures. Hillsdale, N.J.: Lawrence Erlbaum. 
 
Schegloff, E.A. (1991). Reflections on talk and social structure. In D. Boden and D.H. 
Zimmerman (Eds.), Talk and Social Structure: Studies in Ethnometodology and Conversation 
Analysis (pp. 44-71). Cambridge: Polity Press. 
 
Simmel, G. (1998). Sociologiens problem. In G. Simmel, Hvordan er samfundet muligt? (pp. 19-
28). København: Gyldendal. 
 
Sklovskij, V. (1969). Die Kunst als Verfahren. In J. Striedter (Ed.), Texte der Russischen 
Formalismus, I: Texte zur allgemeinen Literaturtheorie und zur Theorie der Prosa (pp. 3-35). 
München: Fink. 
 
Sørensen, A.S., O.M. Høystad, E. Bjurstrøm and H. Vike (2008). Nye kulturstudier. En innføring. 
Oslo: Spartacus. 
 
Tyler, E.B. (1873). Primitive Culture. London: Watts. 
 
Vygotsky, L.S. (1978). Mind in Society. The Development of Higher Psychological Processes. 
Cambridge, Mass.: Harvard University Press. 
 
Williams, R. (1958). Culture and Society, 1780-1950. London, New York: Columbia University 
Press. 
 
 
                                                 
1 En af artiklens forfattere var deltager i denne interaktion. Dialogen er nedskrevet efter 
hukommelsen umiddelbart efter hændelsen (jf. også Frimann 2004: 110). Registrering af data er 
således baseret på feltnotater (Kruuse, 1999:138), hvis største fejlkilde er, om forskeren husker 
og præcist kan gengive interaktionen i alle dens detaljer uden unøjagtigheder, udeladelser eller 
tilføjelser i form af tolkninger og selektiv perception. Forskerens rolle har været den fuldstændige 
deltager (Buford Juncker, 1960), hvor det var skjult for forsøgspersonen, at deltageren var i gang 
med dataindsamling. Denne dataindsamlingsmetode er ofte forbundet med etiske 
problemstillinger, især når data offentliggøres. I denne case har vi minimeret det etiske aspekt 
ved at anonymisere ekspedientens identitet, benzinselskabet og tankstationens geografiske 
placering. Interaktionen består af en enkelt case (Kruuse, 1999:63), som udgør en enkelt 
analyseenhed. Potentielt rejser casestudiet spørgsmålet, om den udvalgte case er eksemplarisk 



Qualitative Studies, 1(1) 
 

 
 

 

74 

                                                                                                                                               
og gælder for et stort antal lignende tilfælde, eller om der er tale om et særtilfælde. Vi mener, at 
denne case er eksemplarisk. For at underbygge denne påstand har vi kontaktet det pågældende 
benzinselskab, som har bekræftet, at ekspedienter får kurser i at kommunikere i ekspeditioner 
ud fra selskabets eget koncept. Det omfatter bl.a. tiltaleformer, interaktion, forløb og ordvalg. 
2 Tankstationens evolution hen imod den moderne servicestation har sit modsvar i 
forvandlingen af tankpasserens arbejdsfunktioner. Indtil 1970erne stod tankpasseren for al 
kundekontakt: benzinpåfyldning, olieeftersyn, afregning. I en overgangsfase blev afregning 
forlagt til hovedbygningen, hvilket befordrede udviklingen af andre salgstilbud på stedet. Da 
stationerne alle var blevet overdækket kunne tankpasseren definitivt rykke indendørs – på 
museet. Tankpasserens særlige kompetencer er distribueret til den opkvalificerede kunde og 
den nedkvalificerede ekspedient. 
3 I det efterfølgende ser vi bort fra de øvrige episoder i storsyntagmet. Analysen er baseret på 
den funktionelle grammatik, som den udfoldes hos Hasan (1985). Vi analyserer kun 
interaktionens verbalsproglige forløb. Gestik, prosodi o.l. er således udeladt 
4 Afvisning af salgsforespørgslen sker af samme grund kun, hvis butikken ikke har den 
efterspurgte vare. Med til SA hører også, at ekspedienten tilbyder yderligere varer ’ellers andet?’. 
Det er faktisk den vigtigste funktion for SA, som udspringer af den asymmetriske 
rolleforfordeling mellem kunde og ekspedient. Disse roller betyder at ekspedienten skal være 
tilgængelig og tilbyde varer, så længe kunden ønsker det. 
5 ^ angiver at et element kommer strukturelt før et andet. Det, står til venstre for ^ skal optræde 
før det, der står til højre for tegnet.  
6 Forklaringen af de symboler, der er anvendt til notation af strukturen. 1) ^ betyder at 
elementet før og efter symbolet skal forekomme i den rækkefølge, 2) (X) parentes om et element 
betyder, at det er valgfrit. 3) ∙ prikken betyder, at der er mere end en valgmulighed i sekvensen, 
dvs. at element H og/eller SI kan vælges, og hvis begge er valgt i situationen kan rækkefølge 
vælges frit SI, H eller SI, H. 4) [XX] kantet parentes markerer, at sekvensen i den kantede 
parentes er bundet til at optræde på denne plads i strukturen. 5)   Den buede pil markerer 
gentagelse. 6) {X Y} Klammeparentesen markerer at gentagelsen af elementerne inden for 
parentesen skal være ensartet, sådan at hvis der eksempelvis optræder tre SF elementer, så skal 
der også forekomme 3 SA elementer.  
7 En kritisk indvending mod dette ideal kunne være, at den maskerer den ulighed, som er 
indbygget i situationen, hvor den ene part skal betjene den anden, som kan lade sig betjene, men 
også kan vælge ikke at købe noget. Desuden er den tjenende rolle i denne situation lavt betalt 
og nyder ingen social status pga. manglende formel ekspertise.  
8 Vores forespørgsel til benzinselskabet har i øvrigt efterfølgende givet os viden om, at 
ekspedientens valg i situationen var obligatorisk. Høflighedsformerne var led i selskabets 
forsøg på at designe kommunikationen på en ’kundevenlig’ måde. 
 
Forfatterne 

Søren Frimann er lektor på Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet. Email: 
frimann@hum.aau.dk 
 
Christian Jantzen er lektor og institutleder på Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet. 
Email: jantzen@hum.aau.dk